Velkommen

Dialogisk Liv er et udtryk for hvem jeg er både som privat- og fagperson.

Dialogisk Liv er et sted hvor du både kan lade dig inspirere, hente hjælp eller finde ny viden. Min hensigt med at udvikle dette særlige sted, er for mig, først og fremmest at dele min viden, erfaringer og tanker med dig der finder vejen hertil.

Derudover ligger der også en stor lyst til at byde dig som privat person eller institution og virksomhed velkommen til inspiration og eller mulighed for brug af mine kompetencer indenfor dette område.

  • Jeg kan tilbyde konkrete terapeutiske forløb – i Åben Dialog og Livsmestring
  •  Jeg tilbyder også konsulentbistand til individuelle terapeuter i form af vejledning, supervision og undervisning i Åben Dialog – relations og netværksorienteret praksis.
  • Og endelig udarbejder jeg forløb for institutioner i form af undervisnings- og vejledningsseminarer samt supervision i Åben Dialog – relations og netværksorienteret praksis. 

Jeg er optaget af det der sker gennem dialogen og af svaret (responsen) herpå. Af det at være menneske og hvordan vi i det mellemmenneskelige kan skabe rum for relationer og det betydningsfulde  i at se og høre hinanden.

Jeg søger til stadighed at arbejde med ‘gæstfrihed i gæst- og værtsskabet’, at hjælpe til møder i ligeværdighed med ydmyghed og ærbødighed. Møder hvor du er dig mere end titel, professesion eller diagnose. Hvor er ressourcer trækkes frem og livets bump hjælpes til forløsning.

At bidrage til samtaler mellem private, sociale eller professionelle netværk, er en erfaring jeg siden 2008 har arbejdet med og faciliteret.

Jeg har arbejdet med denne tankegang i mange forskellige rammer – både i familier, større og mindre grupper af fagfællesskaber samt ved undervisningsforløb i organisationer indenfor social- og sundhedssektoren samt inden for undervisningssektoren.

Filosofiske anslag og refleksioner

Uddrag af et essay skrevet i 2010;sommarøy

Jeg har lyst til at lade min historie ”fortælle sig”, fra et sted, hvor jeg er fuldstændig opslugt af de mange indtryk som endnu ligger ufordøjede i mit sind.

Jeg sidder i bussen på vej fra universitetet til hotellet. Uden for vinduet viser mange forskellige billeder sig – mange forskellige udtryk. Billeder af natur, hav og fjeld. Af vejret. Af huse og af det eksisterende samfund og af den kultur som hører til dette sted.

Mange tanker, indtryk og følelser overvælder mig, mens jeg sidder her og lader mig fragte af sted. Jeg mærker hvordan indtrykkene vokser op i mig – de berører mig. Som de finder vej til min bevidsthed, bemærker jeg flere og flere sammenfald og forståelser – næsten som de strøg og farvekombinationer som maner sig frem når man første gang sætter penslen på lærredet og starter med at male. Udtryk som jeg til en start end ikke var vidende om ville udvikle sig og derfor ikke ænsede, men som siden hen gav indtrykket, forståelsen og billedet mening.

Mens jeg sidder her – optaget af mine tankerækker, sætter en ældre kvinde sig ved siden af mig og kort efter indleder hun en snak, som løfter den sidste uges hændelser ind i et andet lys, ind i et andet fokus – som gør mine tanker mere nærværende og håndgribelige. Kvinden spørger: ”hvor er du på vej hen…”? Jeg svarer, at jeg er studerende ved universitet og at forelæsningerne for i dag er slut og hotellet nu venter – her kigger hun blot på mig et øjeblik og snakker videre.

Selvom snakken omhandler almindelige dagligdags emner og en noget forenklet forklaring på hvorfor Tromsø er stedet for min uddannelsesfærd, så er det måden kvinden sætter sig og sidder på, der ved siden af mig og den selvfølgelighed der skabes mellem os, der bliver så afgørende for mødet og min indre dialog. For jeg oplever egentlig, at det er langt mere og andet end en konversation – det er som om kvinden bare fornemmer og lytter ind i ordene, ind i mit udtryk – som om hun hører det usagte og giver mig rum. Det er her Gadamers ord om sproget giver en levet indsigt;

Det er sproget, der etablerer vores væren i verden. Sproget er medium eller ”midte”, i betydningen formidling. Sproget etablerer en ”midte”, den fælles grund, hvor den indbyrdes forståelse kan finde sted.[1]

Allerede den dag i bussen og også nu her bagefter, at stadig undrer mig over den ”ligetil holdning” der blev etableret mellem kvinden og mig. Er det denne fornemmelse for hinanden, som ovenstående citat fanger – er det vores fælles sproglighed der skaber vores midte. Vores fælles tredje.

Oplevelsen af virkelig at blive mødt og hørt – at mærke rummet åbner sig, er fordomsfrit, at mærke at min historie er betydningsfuld og værd at lytte på, er vel essentielt og af betydning for alle mennesker.