Åben dialog
Relations– og netværksarbejde
Åben Dialog eller relations– og netværksarbejde er ikke en metode eller terapiretning men nærmest en nænsom måde at hjælpe dialog frem på i forskellige situationer.
Jeg kalder Åben Dialog eller relations– og netværksarbejde for en tilgang med metodiske elementer.
Min erfaring, tanke og håb er at; Åben Dialog – kan bruges allevegne og bibringe meget, til den enkelte, familien, kolleger, arbejdsrelationen eller som ‘dialogisk forløser’ i behandlings- og eller fagpraksis kommunalt eller regionalt.
Åben Dialog er under udbredelse i Danmark og ses af mange som nyt, inspirerende og nyttig, fordi; “den, det handler om gives ansvaret tilbage og hjælpes til selv at ordsætte behov og forståelser for sit liv og det som nuværende er udfordrende”.
Hvad er Åben dialog?
- Åben Dialog er en relations- og netværksbaseret samtaleform og tilgang til dig og dit netværk.
- Åben Dialog er kendetegnende ved en samtale båret af det almenmenneskelige – en samtaleform i øjenhøjde
- Åben Dialog er ikke problemløsende, men problemopløsende
- Der er ingen dagsorden eller forudgående plan for dig og dit problem
Arbejdet her er mere processuelt end målsøgende
Helt lavpraktisk kan Åben Dialog ses en som en måde at tale sammen på – og som en måde at mødes af andre på og blive mødt på af den professionelle. Der ligger i denne tilgang en ydmyg og nænsom ageren, som inviterer “den eller dem det handler om” til at være eksperter i eget liv og hvor den professionelle i højere grad stiller sig parat – lyttende og nærværende for at facilitere og igangsætte dialog om det der her og nu er vedkommende.
Der skal gives plads til, at man uforstyrret kan tale og dermed også lytte uden der forventes gensvar prompte. Formen er anerkendende og respektfuld, med mulighed for at udtrykkene kan ”lande og give indtryk” – der er en vældig dvælende og langsom facon, som åbner rummet helt særligt
Her stiller den professionelle sig ikke op med sin forforståelse og ekspertise og siger; “jeg ved hvad der kunne være godt for dig…”.
Men derimod; “hvad er vigtigt for dig at bruge tid på at tale om…” og herfra tager samtalen sit afsæt. Herfra sættes nye forståelser og tanker igang, som er givtige for at ændre eller forandre på processer man selv eller netværket kan være fanget i.
Hør hvad Seikkula siger
Filmklip af Daniel Mackler
Et bud på en arbejdet med Åben Dialog
Teorien bag
Åben Dialog har sit afsæt i flere forskellige teoretiske retninger.
Tom Andersen taler om; ” en forskel der gør en forskel” og om ”den ikke vidende position”, mens
Jaakko Seikkula taler om polyfonien (flerstemmigheden), de vertikale og horisontale stemmers betydning.
Tankegangen har også sine rødder i den systemiske familieterapi (Milano-modellen+Galveston-Institute/Harlene Anderson og Harry Gollishian), fra en narrativ kontekst – hvor Michael White og Gergen bl.a. taler om bevidning og endelig med inspiration fra fænomenologer som Merleau-Ponthy og Bordieu og hermeneutiske tænkere som Gadamer og Skjervheim samt fra Levinas og Bakthin.